Sådan bygger du en god hjemmeside
Kort guide for begyndere...
Nu skal det være. Du har taget beslutningen om at lave din egen hjemmeside. Du har fundet et godt domæne, som både er nemt at huske og fortæller noget om dig eller emnet for din hjemmeside. Du har også fundet et godt og billigt webhotel. Du er klar til at gå i gang. Læs her om alle de ting, som du bør overveje, inden du går i gang.
At kode selv eller ikke at kode selv
Alle hjemmesider sættes op ved hjælp af nogle specielle kodesprog. Når du åbner en hjemmeside, oversætter din computer automatisk kodesproget til grafisk indhold, som du kan se på din skærm. Det er ikke svært at lære at kode, men det tager lidt tid at blive rigtig god til det.
Hvis du vil bygge din hjemmeside op helt fra bunden, skal du være indstillet på, at det vil kræve en stor indsats og tage lang tid. Hvis du ikke har lyst, mod eller tid til at skulle lære at kode, er der råd for det. I dag findes der mange webhoteller, som tilbyder færdige skabeloner, som du blot skal udfylde med indhold. Det kaldes CMS-systemer, og du behøver ikke at have nogen som helst form for teknisk indsigt. Der findes selvfølgelig også den mulighed, at du kan betale dig fra det hele og hyre et professionelt webbureau til at bygge din hjemmeside. Sidstnævnte er indlysende nok langt den nemmeste, men også dyreste løsning.
Hvis du har mod på selv at lave din hjemmeside fra bunden kan vi anbefale dig at tage et kig på NemProgrammering.dk. Her kan du lave din egen hjemmeside fra bunden ved at se deres mere end 500 gratis danske videoervejledninger. Der er stor hjælpe at hente på denne side, så hvis du har tiden og lysten så er dette et rigtig godt sted at starte for en begynder med mod på kodning af hjemmesider.
Hvem vil besøge din hjemmeside?
Overvej, inden du går i gang, hvem der kan tænkes at besøge din hjemmeside, så du kan målrette den mod dem. Er dit emne for hjemmesiden meget specielt, forventer du måske kun besøg af fagpersoner, som allerede ved en del om emnet.
Tænk over, hvad en gennemsnitlig person fra din typiske målgruppe kan tænkes at lide. Du kan ikke stille alle tilfredse på én gang, så koncentrer dig om at gøre en gruppe så glade som muligt for din hjemmeside. Når du har defineret, hvem din målgruppe er, kan du gå i gang med at planlægge indhold og design af hjemmesiden.
Hvad vil målgruppen gerne vide noget om? Er de indstillet på at læse længere tekster, eller forventer de mange billeder og illustrationer? Skal der også være film på din hjemmeside? Et godt råd er at holde design og indhold så enkelt som muligt i begyndelsen. Det er både af hensyn til dig og din tekniske formåen samt af hensyn til dine besøgende på hjemmesiden.
Hjælp den besøgende
Det er fint, at du ved, hvor alting kan findes på din hjemmeside, men hvis andre ikke kan finde rundt på siden, forlader de den hurtigt og kommer aldrig igen. Hjælp den besøgende med at finde rundt på hjemmesiden ved at opbygge den struktureret og logisk.
Lav en overskuelig inddeling af emnet, og overvej, om der skal være et søgefelt i toppen af siden, så den besøgende kan søge på nøjagtig dét, som han eller hun forventer at finde. Dine undersider skal have sigende navne, så den besøgende kan regne ud, hvad der gemmer sig på dem.
På selve siderne skal du genbruge sidens navn fra menuen på forsiden, så den besøgende er sikker på at være havnet det rigtige sted. Vælg nogle gode navne og overskrifter, som fortæller noget om emnet. Det både hjælper den besøgende og sender dig længere op ad søgemaskinernes resultatlister. Du får ingen points ved at bruge mærkelige eller drillende overskrifter. Søgemaksinerne kan ikke genkende ordene, og dine besøgende mister overblik og forlader siden, inden de får set sig ordentligt omkring.
Få hjælp af andre
Når man arbejder meget med et emne som for eksempel en hjemmeside, bliver man på et tidspunkt blind over for sidens indhold og brugervenlighed. Du har arbejdet så meget med overskrifter og sideinddeling, at du ved lige nøjagtigt, hvor alting findes.
Du bør derfor søge hjælp udefra, inden din hjemmeside går i luften. Du kan godt spørge din familie eller venner, hvordan de oplever din hjemmeside, men vær kritisk. De vil sikkert være venlige og ikke påpege alle fejl, fordi de ved, hvor meget arbejde du har lagt i hjemmesiden. Brug i stedet en usability checkliste eller en brugertest, hvor dine brugere får lov at give feedback på din hjemmeside. Tag kritikken til dig. Selvom du ikke er enig, må du acceptere, at det er sådan brugerne oplever din side. Tilbage er blot at justere din hjemmeside, inden du sender den ud på det store internet.